Brøndkarsecremesuppe

En yndlingssuppe og den er bare så god. Prøv den! Den er simpel, men så lækker og kan servers varm eller kold. Dejlig som frokostret eller som en forret. Med et godt flüte eller brød til, kan det også være en let aftensmad.

Brøndkarsecremesuppe

1 mellemstort løg
1 lille kartoffel
1 bdt brøndkarse
25 gram vegansk smør (fri)
3 dl grønsagsbouillon
salt og peber
3 dl soyamælk (evt. anden plantemælk – ikke forsøgt)
½ dl fløde (havre, kokos, cashew el. soya)

  • Hak løg og kartoffel
  • Smelt smørret i en gryde og svits løget, indtil det er klart
  • Tilsæt den hakkede kartoffel, brøndkarse, sojamælk og bouillon
  • Bring suppen i kog og skru ned for varmen, læg låg på gryden og lad suppen simre i 20 min.
  • Lad suppen køle lidt af og purér den i blenderen eller med stavblender
  • Hæld suppen tilbage i gryden (hvis du bruger stavblender, kan du blende i gryden) og smag den til
  • Tilsæt fløden og varm igennem
  • Hvis den skal serveres kold:

  • Afkøl suppen inden fløden røres i
  • Rør fløden let i suppen og pynt med et par brøndkarseblade
  • Opskriften er tilpasset efter den i en af mine yndlingskogebøger:
    Cranks Grønne Kogebog.

    Først postet 21. december 2013, opdateret 3. april 2019

    Vietnamesisk Nuddelsuppe (Pho) inspireret suppe

    Jeg har længe villet prøve en suppe af den her slags, og forleden synes jeg, tiden var inde, også i og med, jeg fik noget grønkål forærende, som passende kunne passe ind der. Hvis man skal følge de nøjatige anvisninger som f.eks. her, så skulle der have været mange flere ting i spil, såsom evt. svampe, tofu og bønnespirer, men nu lavede jeg med de ting, jeg havde i huset, og det smagte himmelsk*

    Så kan der altid købes ind efter “originalen” en anden gang. Det er også det opskrifter er til, at lade sig inspirere, og bruge, hvad man har. Det viste sig, at de ellers fine øko-chili, jeg havde fået købt, var nogen uden “punch” overhovedet, så jeg måtte tilføje ekstra chilisauce. Man kan regulere, hvor stærkt man ønsker suppen. Men ganske lidt varme skal der næsten være. Nu har jeg fået købt mig stærkere chili, så næste gang bliver der lidt mere varme. Med det vejr, der hersker lige nu, står den vist på denne dejlige suppe snart igen.

    Vietnamesisk Nuddelsuppe (Pho)

    Bouillon
    1-2 tsk raspolie
    1 Stort løg, pillet og halveret
    2 tsk. presset ingefær
    1 stk. hel kanel
    1 stjerne anis
    2 nelliker
    1 tsk. korriander frø
    1 liter bouillon (her svampe og grønsags)
    2 tsk. soyasauce
    3 gulerødder, skrællet og groft hakket

    Nudler

    500 g tørrede flade ris nudler (known as bánh pho) eller andre risnudler
    (her var det vercimelli risnudler)

    Fyld

    1/2 rødløg, i meget tynde skiver
    1 forårsløg, i tynde skiver
    1 chilli peber (Thai bird, serrano, or jalapeño), i skiver
    1 spsk limesaft
    1/4 rød peber i tynde skiver
    2-3 grønkålsblade
    1 gulerod, skåret i tynde skiver med kartoffelskræller

    Bouillon

    Løg, ingefær, stjerneanis, nelliker og korriander steges over medium lav varme, og der røres godt, så det ikke brænder på. Når krydderierne er aromatiske, tilsættes bouillon, soya sauce.

    Bring bouillon i kog og skru ned for varmen og lad simre dækket til i ca. 30 min. Si den og hold den varm indtil den er klar til at servere.

    Nudlerne

    Mens bouillonen simrer, puttes nudlerne i en stor skål og dækkes med varmt vand. Lad stå i et øjeblik (hvis meget tynde nudler og ellers tilbered som anvist på pakken. De skal være bløde men med bid. Hæld vandet fra. Hvis det ikke er nok at stille i blød blanceres de i kogt vand et par sekunder.

    Det ekstra (kan udelades)

    Lidt ekstra kålblade i meget små stykker og gulerod skåret med kartoffelskræller

    Servering

    Nudlerne kommes i skålen. Put de ekstra ting over nudlerne og hæld bouillon i

    *Du kan komme i, hvad du har i huset, sålænge det holder det orientalske tilsnit. F.eks. har jeg fundet ud af at komme Pak Choy i, og det smager fantastisk og er dejlig sprødt. Jeg har også tilsat hvidløg, for det synes, jeg også kunne være godt, og det var det.

    Oprindeligt postet i Januar 2015, men opdateret d.d., og den er god hele året, men selvfølgeig særlig, når det er koldt og rusk udenfor.

    Tomatsuppe med Champignon

    Det er ved at være noget siden, men far og jeg var til frokost hos min søster. Hun serverede den dejligste suppe for os med stegte brødkcroutoner til, og det smagte bare dejligt. Jeg skrev for at få opskriften, og købte de nødvendige svampe, men jeg hørte ikke noget retur, og så måtte jeg jo se, om jeg på “gefühl” kunne genskabe, og det må jeg sige lykkedes meget godt. Så nu får du, hvad jeg gjorde.

    Brød som er blevet en anelse kedeligt kan med fordel skæres i tern og smides i fryseren til dette formål. Det havde jeg gjort, så jeg havde lige en portion klar. De blev sat over og stege i vegansk smør (Fri). Suppen rækker til 2 personer som forret, men kun en som hovedret i de her mål, ellers skal du lave gange op. Nu er jeg spændt på, hvor tæt jeg er på, hvordan den egentlig blev lavet. Jeg spekulerede på, om der var hvidløg i, men det tror jeg ikke, der var, men der sker intet ved, at tilføje evt.

    Tomatsuppe med champignon

    1 portion brødtern til brødcroutoner
    1 stort løg
    6-8 friske cherrytomater
    (evt. en dåse med hele cherrytomater)
    1 dåse flåede hakkede tomater
    1 bakke (250 g) champignon
    Et par stilke frisk timian (hvis ikke du har, så tørret)
    2 spsk tørret persille (eller noget frisk i tilsvarende mængde)
    ½ l grønsagsboillon
    salt og peber
    1 tsk sukker eller agavesirup
    1 dl hvid- eller rødvin
    Fri vegansk margarine til stegning

    Brødcroutonerne steges gyldne og lækre i margarinen, og sættes til side – eventuelt i ovnen, hvis du vil have dem varme.

    Champinon skæres i tynde skiver og steges gyldne på panden. Imens svites løget i en gryde til gennemsigtigt, der tilsættes vin, som damper af, grønsagsboillon, krydderier, flåede tomater og friske tomater i halve. Suppen koges i ca. 15-20 minutter og de sidste par minutter hældes champignon i og låget tages af. Smages til med salt og peber evt og serveres rygende varm med brødcroutoner. Enjoy!